FYSISKE RAMMER
Det dejlige børneliv ved skov og fjord
Det dejlige børneliv ved skov og fjord
Midt i naturen, omkranset af skov, marker, eng og fjord, og med den skønneste udsigt, ligger Mellerup Naturbørnehus. Børnehuset er et nyt træhus, der stod færdigt og åbnede d. 5. august 2019. Børnehuset består af 3 sammenhængende huse, der huser hhv. vuggestue, børnehave og fritidsordning. Naturen danner udgangspunkt for hele det pædagogiske arbejde omkring natur, dyrehold og udeliv og dagligdagens nære rammer er en stor naturlegeplads, der er i sin etableringsfase med frugtbuske og træer, bålplads, hængekøjer, højbede, dyregårde, snurrestænger m.m. Børnene har endvidere adgang til boldbane og multibane og kan benytte friskolens og efterskolens faciliteter.
Personalet har selv været med til at tegne huset, ud fra de erfaringer de har med de forskellige målgrupper og alle garderober er gennemgangsgarderober med direkte adgang til hhv. parkeringsplads og legeplads. Alle grupperum er etableret med døre, for at sikre en tilgængelighed i forhold til både børn, voksne og materialer, på alle tidspunkter.
Uderummet er etableret med 248 kvm overdækket areal, hvor der er forskellige værksteder og dyrehold. Dette er lavet for at sikre mulighed for læringsrum i udemiljøet uanset vind og vejr.
Børnehusets vuggestueafdeling med plads til 12 vuggestuebørn er indrettet i den nederste afdeling, for at sikre tryghed, ro og overskuelighed for de yngste. Vuggestuen har sin egen aflukkede legeplads og har herudover adgang til alle arealer sammen med deres pædagoger og pædagogmedhjælpere.
Børnehusets børnehaveafdeling, der også rummer børnehusets kontor, har plads til 45 børn. Her har børnene en vådgarderobe og en tørgarderobe og 2 grupperum, der er indrettet som hhv. stillelegsrum og gulvlegsrum.
Børnehusets fritidsordning rummer op til 50 børn. Fritidsordningen, der i daglig tale kaldes fritteren har sit eget overdækkede areal, hvor aktiviteter med de noget større børn kan finder sted.
Alle 3 afdelinger har dyrehold inde i afdelingerne og er fælles om pasningen af de dyr, der findes i uderummet.