Mellerup Naturbørnehus, Friskole og Efterskoles historie
Sådan blev vi til
Sådan blev vi til
Mellerup Naturbørnehus, Friskole & Efterskole, kan føres helt tilbage til 1870, hvor Sofie Lund startede en lille privat skole på Støvring præstegård.
I 1880 blev Mellerup Højskole grundlagt og der voksede samtidig interessen for Frk. Lunds friskole, der i 1881 flyttedes til Mellerup.
Skolen startede med 7 elever og i årene frem til 1886 voksede antallet af elever til 12.
1886 var ligeledes året, hvor en forældrekreds besluttede at bygge en ny skolebygning på netop det sted, hvor friskolen ligger i dag. Der blev ligeledes ansat den første mandlige lærer, Jørgen Nielsen.
D. 18. januar 1929 brændte skolen og undervisningen blev flyttet til Mellerup Afholdshotel, medens en ny skolebygning blev opført samme sted som tidligere.
Omkring århundredeskiftet nåede elevtallet op på mellem 40 og 50 elever og i 1937 kunne man fejre friskolens 50 års jubilæum. I 40′ erne udvidede man friskolen med en ungdomsafdeling, hvor man erhvervede ”Huset” på Almisbakken.
I 1953 blev Mellerup Ungdomsskole en selvejende institution, og friskolen fortsatte med Valdemar Larsen som lærer. I 1965 udvidede man skolen med et ekstra klasselokale, men dette var en fejl, da elevtallet allerede få år efter i 1972 var dalet så betænkeligt, at friskolen blev lukket og bygningen overdraget til Mellerup Ungdomsskole.
I begyndelsen af 80′ erne viste der sig et nyt behov for at genåbne friskolen, og en kreds af forældre i nært samarbejde med ungdomsskolen arbejdede hårdt for at gøre dette til en realitet. D. 8. august 1984 begyndte friskolen med 21 elever, og navnet blev ligeledes til Mellerup Fri- og Efterskole. Sådan har navnet lydt indtil april 2015, hvor der blev udvidet med en Naturbørnehave, oprindeligt åbnet i Yggdrasil, en barak liggende på friskolens matrikel. Navnet er i dag Mellerup Naturbørnehus, Fri- & Efterskole.
I starten af 2015 etableredes Mellerup Naturbørnehave, i den lille barak “Yggdrasil”, der oprindelig var tiltænkt som supplerende klasselokaler, lige ved siden af friskolen. Børnehaven startede med 7 børn, der dog hurtigt blev til 18, og i sommeren 2016 blev Friskolens fritidsordning slået ledelsesmæssigt sammen med børnehaven, og så dermed dagens lys som en Naturfritidsordning.
Børnehaven øgede, henover det følgende år, børnetallet til først 22, så 26 og til sidst 30, hvorefter bestyrelsen i 2018 besluttede, at udskifte de primitive rammer og påbegynde byggeriet “Mellerup Naturbørnehus”, hvor også en vuggestue-gruppe blev indtænkt.
Byggeriet af de 3 sammenhængende træhuse, der hver især huser en afdeling, stod færdigt sommeren 2019 og åbnede for børn d. 5/8.
Naturbørnehuset har plads til 12 vuggestuebørn, 45 børnehavebørn og 50 fritidsordningsbørn, og er fra sommeren 2020 fyldt med børn i alderen 0-11 år og deres engagerede og glade voksne.
Naturbørnehuset har en grundlæggende pædagogik, der baseres på naturvidenskab og naturforståelse. Dyrehold og dyrkning af spiselige og duftende planter går hånd i hånd med organisationens værdier, hvoraf fællesskab, rummelighed og plads til alle uanset forudsætninger, danner udgangspunkt for alt det pædagogiske arbejde.