
Helle Smith
Leder
Mellerup NaturbørnehusJeg er den heldige spydspids for verdens dejligste naturbørnehus, – de skønneste unger og det dygtigste personale, – og har været ansat siden august 2016. Jeg blev uddannet i 1994, og har tilbragt alle årene indtil min ansættelse her i Mellerup blandt børnegruppen 3-6 år. Jeg har 15 års ledelseserfaring som hhv. souschef, afdelingsleder og nu leder, alle med en del børnetid, hvilket er væsentligt for mig at have. Jeg er naturpædagog af hjertet og tror på, at børn, der har naturen som læringsrum og voksne som naturvidenskabelige- og værdimæssige rollemodeller og inspiratorer, – børn der oplever at demokrati, medbestemmelse, ansvarlighed og fællesskab er en naturlig del af deres børnehaveliv, udvikles til at blive robuste, naturkloge og ansvarlige mennesker, som vi med stolthed kan sende videre i livet.

Ditte Bonde Andersen
Pædagog, vuggestuen
Mellerup NaturbørnehusJeg har en professionsbachelor som pædagog fra januar 2013, med øget fokus på linjefaget sundhed, krop og bevægelse. Jeg har erfaring med det pædagogiske arbejde indenfor vuggestue, børnehave og specialområdet.
Jeg har været ansat siden børnehavens opstart i 2015, og flyttede i vuggestuen, da denne blev lavet i august 2019. Jeg sætter stor pris på at lære nyt, tilegne mig viden, undersøge og være på opdagelse, og sætter ligeledes stor pris på uderummet som primært læringsrum. Jeg vægter ro, fordybelse, tryghed, fællesskab, nærvær og omsorg meget højt og dette kendetegner mit arbejde med børnenes trivsel, udvikling og læring. Jeg elsker mit arbejde, og nyder hver dag, at kunne gøre en forskel for de yngste. At indgå i et tæt samarbejde med forældrene, for på den måde at sikre børnenes trivsel og udvikling, er meget betydningsfuldt i mit arbejde.

Malene Elstrup Schmidt Schiønning
Pædagog, vuggestuen
Mellerup NaturbørnehusJeg er uddannet pædagog i 2012, og har erfaring fra børnehave og 9 år i vuggestue. Jeg bor sammen med min mand og vores to børn. Jeg brænder helt særligt for arbejdet med de mindste. Jeg har været ansat i vuggestuen siden 1/3-2020.
Vuggestue alderen er en hel speciel tid, hvor jeg kan være med til at gøre en kæmpe forskel for både børn og deres forældre.
Jeg er anerkendende, rolig og nærværende og vægter omsorg og tryghed for de mindste højt.
Jeg elsker at være i naturen, der er et fantastisk læringsrum, hvor børn virkelig kan gå på opdagelse og bruge sanser og motorik. Jeg vægter arbejdet i naturen højt, og vores rammer i og omkring naturbørnehuset er helt fantastiske.
Jeg elsker, at udfolde mig kreativt og ligeledes vil min kærlighed for dyr også afspejle sig i børnene.

Nora Wentzer
Pædagogmedhjælper, vuggestuen
Mellerup NaturbørnehusJeg er 20 år gammel og afsluttede STX op til sommerferien 2021, og har siden arbejdet som pædagogmedhjælper i vuggestuen og som vikar i resten af naturbørnehuset. Herudover arbejder jeg også som tjener og barpersonale på Randers Teater.
Jeg er meget glad for at udfolde mig kreativt, og i min fritid går jeg meget op i musik og teater. Jeg spiller klaver, fagot, saxofon og guitar, hvor sidstnævnte ofte er på besøg i børnehuset. Generelt er jeg en meget rolig og udadvendt person, som elsker at lege i øjenhøjde med børnene.

Christine Marie Christensen
Pædagogmedhjælper, vuggestuen
Mellerup NaturbørnehusJeg blev STX-student i 2021 og prøver nu kræfter med livet i vuggestuen, hvor jeg har været ansat siden september 2021. Jeg har orlov i september og oktober 2022, hvor jeg skal ud at rejse med en veninde og herefter vender jeg tilbage til de mindste børn i børnehuset indtil forsommeren 2023.
Jeg er glad, rolig og smilende og min styrke er den ro og fordybelse, som jeg har fundet ud af, jeg kan give børnene igennem min væremåde.
Jeg kan lide at synge med børnene og nyder at hygge omkring dem, lege med dem og at sikre, at de trives og er trygge og glade i de timer de er i vores vuggestue.

Maya Bisgaard Rosendal Mogensen
Pædagog, børnehaven
Mellerup NaturbørnehusJeg har været ansat i børnehaven siden november 2019. Jeg blev uddannet pædagog i januar 2007 med linjefag natur og friluftsliv. Som nyuddannet var jeg så heldig at arbejde i en børnehave, hvor jeg blandt meget andet kunne knytte teori fra mit linjefag på seminariet, på praksis, at bruge naturen som læringsrum.
Jeg har arbejdet indenfor specialområdet i 11 år, hvor jeg har været meget optaget af og taget efteruddannelse i neuropædagogik/neuropsykologi. Jeg elsker naturen, og alt hvad den har at tilbyde. Derfor mener jeg, at det at være ude med børnene danner de optimale rammer for leg og læring. Jeg har en bred viden om natur, dyr og miljø, men vil altid gerne lære nyt, hvorfor jeg holder meget af, at gå på opdagelse med børnene og dele erfaringer og læring. Jeg er udadvendt, smilende og et positivt og roligt væsen, og det er naturligt for mig, at være sammen med børn og yde omsorg og tryghed.

Janni Skjøtt Walker
Pædagog / cand. pæd., børnehaven
Mellerup NaturbørnehusJeg har været ansat siden marts 2017, er uddannet pædagog og Cand.pæd fra 2016, med speciale i naturpædagogik. Jeg brænder for udelivet og for den sanselige tilgang til børnenes læring i naturen, og vægter i høj grad naturformidlingen i forbindelse med børnenes naturoplevelser.
Jeg ved en masse om, hvordan udelivet og naturens muligheder kan sættes i spil for, at understøtte børns trivsel, fysiske og psykiske udvikling, samt hvordan det styrker fællesskaber og børnenes almene dannelse. Jeg vægter, at børnene oplever en hverdag med nærvær, omsorg og muligheder, for at udvikle sig personligt såvel som socialt, i et fællesskab hvori de føler sig trygge til, at møde de udfordringer et børneliv indeholder. Jeg vil betegne mig selv som: rummelig, anerkendende, engageret, vidensbegærlig, positiv og altid med på et eventyr til bækken, skoven, fjorden, engen eller grusgraven.

Mette Bjerre
Pædagog, børnehaven
Mellerup NaturbørnehusJeg har en professionsbachelor som pædagog fra 2016, med specialisering i børn og unge. Udover det har jeg erfaring med vuggestue, 6 år i børnehave, samt inden for specialområdet, hvor jeg har arbejdet både i skole og SFO.
Min primære målgruppe er de yngste i børnehaven, og her vil mit fokus, igennem et trygt miljø, være børnenes sociale trivsel og sproglige udvikling. Jeg vægter fællesskab og faste rammer højt og ønsker at være med til at styrke børnenes selvstændighed, samt give plads til forskellighed. Jeg ønsker at skabe plads og læringsmiljøer, hvor børnene kan udvikle deres kompetencer. Jeg lægger derfor stor vægt på nærvær, ture ud af huset med plads til udfoldelse og masser af tid til fordybelse i uderummet.
Af natur er jeg smilende, positiv og rummelig. Jeg har et anerkendende børnesyn, stor tålmodighed, altid klar med et kram og elsker at gå på opdagelse med børnene i naturen. Jeg har selv to børn. Jeg startede i naturbørnehuset i maj 2021.

Jane Roed Maul
Aut. psykolog/pædagogisk medarbejder, børnehaven
Mellerup NaturbørnehusJeg er uddannet psykolog fra Aalborg Universitet, med speciale i pædagogisk og klinisk psykologi og har efterfølgende specialiseret mig i børn, unge og familier. Jeg startede min karriere i PPR (kommunal ansættelse) og åbnede senere min egen praksis, hvor jeg primært arbejder med børn og familier.
Jeg har været ansat her i naturbørnehuset siden 1/2-2022 med primær tilknytning til børnehaven.
Jeg er meget optaget af børns udvikling og trivsel og hvordan vi som voksne understøtter denne, både i institution og hjemmet. Jeg er særligt interesseret i børns væren i verden, hvordan de oplever deres tilværelse og hvordan vi som voksne kan forstå deres adfærd – og hjælpe med at udvikle nye strategier og forståelser for sig selv og andre.
Jeg er mega optaget af, at være medskabende til, at børn har det fedest mulige børneliv her i naturbørnehuset, hvor de føler sig mødt, set, hørt og forstået.

Mathias Lindgaard
PAU, børnehaven
Mellerup NaturbørnehusJeg er uddannet PAU i 2013 og har efterfølgende taget en supplerende uddannelse som hhv. brandmand og tømrer. I sommeren 2018 fandt jeg ud af, at det var børnene jeg helst vil arbejde med, og blev i september 2018 tilknyttet naturbørnehaven, som fast vikar. Jeg har været fastansat siden 1/3-2019.
Jeg er værkstedsansvarlig og en stor del af udviklingsprocessen omkring såvel de fysiske rammer indendørs som udendørs. Jeg er vild med udeliv, dyr og planter´og inddrager børnene, alt hvad jeg kan, i både praktiske dagligdags gøremål, og mere pædagogisk målrettede aktiviteter. Jeg har en særlig interesse indenfor spiselige planter samt nyttedyr og bruger min viden i det daglige arbejde med børnene. Jeg er anerkendende og ser mig selv som tydelig, energisk og igangsættende. Jeg supplerer mit arbejde blandt børn og voksne med mit altid gode humør og min positive tilgang til, hvad dagen bringer.

Dennis Nørgaard
PAU, børnehaven/fritidsordningen
Mellerup NaturbørnehusJeg har været ansat siden august 2016. I 2007 blev jeg uddannet som PGU (pædagogisk assistent) på social og sundhedsskolen i Randers. Jeg har erfaring fra SFO, og har endvidere mange års erfaring som pædagogmedhjælper og PGU i børnehave.
Jeg er fra august 2022 ansat delt med 15 timer i fritidsordningen og 19 timer i børnehaven, og fungerer som overgangsperson, der sikrer tryghed og genkendelighed i overgangen fra børnehave til skole.
Jeg er vild med natur og udeliv og bruger en del af min fritid på at vandre både herhjemme i skønne Danmark, men også i de norske fjelde.
I min pædagogiske praksis anvender jeg min erfaring med natur og udeliv. Jeg tror på at naturen giver god plads og mulighed for leg og kreativitet.
Det er fedt at bygge huler og klatre i træer, men det er mindst lige så dejligt at ligge på ryggen en sommerdag, at lytte til alle lydene og se på sky-figurer.

Cecilie Fly Pedersen
Pædagogmedhjælper, børnehaven
Mellerup NaturbørnehusJeg har været ansat i børnehave-afdelingen siden d. 1/1-2022. Jeg har 2 års erfaring som pædagogmedhjælper i en kommunal vuggestue og prøver nu kræfter med de lidt større børn, inden jeg pr. 1/9-22 rykker tilbage til vuggestuebørnene. Jeg er igang med mit 3 sabbatår og holder på opfordring endnu et, inden jeg påbegynder mit uddannelsesforløb som enten pædagog eller lærer.
Jeg er vild med alle aldersgrupper og bruges i hele børnehuset i vikartimer, udover mine faste 33 timer. Her lærer jeg en masse af mine kollegaer, udbygger min faglige viden og afprøver forskellige tilgange, så jeg har det bedste fundament inden min uddannelse.
Jeg arbejder anerkendende og tydeligt og gør meget ud af at være kærlig, rummelig og tålmodig.

Vivi Bendixen
Pædagogmedhjælper, børnehaven/fritidsordningen
Mellerup NaturbørnehusJeg har været ansat siden d. 1/1-2022 i en delt stilling imellem børnehave og fritidsordning, hvor min primære kompetence er kreativitet og æstetik.
Jeg har klub-erfaring, med organisering og planlægning af aktviteter samt overblikket i dagligdagen. Jeg har ingen tidligere dagtilbudserfaring, nyder mine børnebørn og har igennem min ansættelse her i huset, fundet ud af, at jeg er meget begejstret for de mindste, hvorfor jeg fra juli 2022 overgår til børnehaven i alle mine timer.
Jeg er uddannet kok, har ernæret mig som bogholder, er kreativ og og har været selvstændig kunstner siden 2005. Jeg underviser bla. ved AOF.
Jeg er aktiv, glad og energisk og bruger naturens materialer i mine kreative processer med børnene. Jeg synes det er vigtigt at lære børnene, hvilken ro og fordybelse, der er i skabelsesprocesser og inspireres af at se deres fantasi og glæde under processerne.
Herudover er mit kendetegn min positive tilgang til arbejdet, børnene og kollegaerne og jeg nyder dagene med såvel praktiske gøremål som voksenstyrede aktiviteter.

Malou Pedersen
Pædagogstuderende, børnehaven 1. lønnet praktik
Mellerup NaturbørnehusJeg er pædagogstuderende ved VIA Randers og er i min 1. lønnede praktik i børnehaven, hvor jeg skal være i perioden 1. juni til 30. november 2022.
Jeg er vild med udeliv og er meget glad for at lære og opleve livet i naturbørnehuset, hvor jeg afprøver de ting, som jeg har stiftet bekendtskab med under min uddannelse. Herudover inspireres jeg af kollegaer og deres individuelle tilgange og praksis i forhold til børnene, undres, spørger og reflekterer.
Jeg har ikke tidligere erfaring fra dagtilbudsområdet, udover babysitterjobs, der rammer målgruppen, men bliver fortalt af personalet, at jeg har styr på både relationsarbejdet og mine tilgange til børnene.
Jeg er rolig, tålmodig og lærevillig og glæder mig til at få en masse dejlige oplevelser og erfaringer med børnene og deres forældre her i huset.

Nena Albæk
Pædagog, Cand pæd., fritidsordningen / ressourcepædagog på Friskolen
Mellerup NaturbørnehusPå barsel fra juni 2021-juni 2022

Mai-britt
Rengøringsassistent
Mellerup Naturbørnehus