Naturbørnehuset
Det dejlige børneliv i naturen
I vores naturbørnehus elsker vi udeliv og gør alt, hvad vi kan, for at gøre børnene kloge på både sig selv og naturen. Vi bruger vores egne udearealer, skov, fjord, bæk, eng og nedlagt grusgrav som vores legeplads og dufter og smager på alt muligt. Bær og bålmad er vores livretter, og robuste, nysgerrige, videbegærlige, beskidte, sociale og ikke mindst trygge børn med røde kinder er vores succeskriterier.
Vores udgangspunkt for arbejdet omkring børnene er dannet i en viden om og klippefast tro på, at børn, når de i et trygt miljø, er sanseligt og sansemotorisk velstimulerede, er klar til at rumme de udfordringer og al den viden og læring, livet tilbyder.
Naturklogskab er for os en viden om den natur og verden, vi er en del af, en respekt for naturen som en levende organisme og en anerkendelse af naturen som en læremester – uden begrænsninger. Vi bruger uderummet til al slags læring og vægter den ro, uderummet giver til både børn og voksne, uanset alder og forudsætninger.
Erfaringer dannet igennem førstehåndsindtryk, er erfaringer, der sætter spor, hvilket betyder, at vi i praksis gør alt hvad vi kan, for at børnene danner deres egne erfaringer ved at give dem muligheder for udforskning og ved at være vejledende, omsorgsfulde, fordybede og engagerede voksne.
Vi arbejder med naturvidenskab, bevægelse, science, matematik og sprog og kendetegnes ved en praksis, hvor tid, tryghed, nærvær, refleksion, trivsel, medbestemmelse, ansvarlighed, rummelighed og socialisering er i højsædet.
Vi tror på, at selvhjulpne børn fyldt med selvværd er glade børn, og vi arbejder anerkendende i alt, hvad vi gør, og har altid fokus på relationsarbejdet med og omkring børnene.
Et nært og tillidsfuldt samarbejde med børn og forældre er en af grundstenene i et børnehus som vores. Vores forældre følger med i børnenes hverdagsliv i vuggestuen og børnehaven igennem eksempelvis forældreråd, forældremøder og fælles arbejdsdage.
Der afholdes 2 årlige forældremøder i naturbørnehuset, hvor der er mulighed for at drøfte forskellige temaer med relation til hverdagen i hhv. vuggestue og børnehave. Møderne er placeret om foråret og om efteråret, og kan både være afdelings-opdelt samt fælles. På efterårs-forældremødet afholdes valg til børnehusets forældreråd, ligesom forældrene hvert andet år, via det valgte forældreråd stemmer om tilbud om frokostordning i børnehuset. Forældrerådet stemte nej til en frokostordning, hvorfor børnene selv medbringer madpakker indtil frokostordningen atter er til afstemning i efteråret 2023.
Hvis vi oplever mistrivsel eller andre forhold, der kræver en snak om det enkelte barn, er vi i tæt dialog med vores forældre for at afhjælpe situationen. Vi forventer, at vores forældre udviser engagement og understøtter de pædagogiske tiltag, der iværksættes for at støtte og udvikle børnene.
Den daglige kontakt foregår typisk i forbindelse med aflevering og afhentning af børnene. Her er der mulighed for at lave aftaler for det enkelte barn. Vi prioriterer altid aktiviteter og nærvær med børnene, hvorfor vi opfordrer forældrene i børnehaven til, at udveksling af praktiske beskeder så vidt muligt sker gennem VIGGO, vores interne kommunikationssystem, som alle er en del af. I vuggestuen er den daglige og nære kontakt imellem personale og forældre en selvfølge, under forudsætning af, at børnenes tarv altid kommer først.
Ligesom både friskolen og efterskolen har vi et værdigrundlag, der danner baggrund for vores dagligdag og menneskesyn.
Da vi er en fælles organisation med et fælles menneskesyn og en fælles målsætning om at gøre vores børn til hele, dannede mennesker, arbejder vi overordnet ud fra de samme værdier.
De fælles værdier er i naturbørnehuset i gang med at blive fortolket og omsat til praksis i forhold til et 0-6 års børne- og udviklingsperspektiv.
Vores opdaterede værdier kan du snarest læse her.
Børn, der går hos os i alderen 2,10 – 6 år tilbydes en sprogscreening, der anbefales i alle dagtilbud i Randers kommune. Screeningen, “hjernen og hjertet”, der er udarbejdet af Ramböll danner udgangspunkt for en individuel samtale om børnenes sproglige, og er lavet med henblik på et øget fokus på børnenes sprogforståelse, kognitive færdigheder samt skrive- og læsefærdigheder fremadrettet.
Den første samtale indkalder vi til efter ca. 3 måneder, hvorefter vi tilbyder en årlig samtale. Vi vil selvfølgelig afholde samtaler efter behov derudover.
Vi vil opfordre begge forældre til at deltage i samtalerne, da vi synes, det giver det bedste udgangspunkt for udvikling og samarbejde.
Børneinterview BMV 2017
De fysiske rammer
Legepladsen
Børnenes oplevelser
Hygiejne
Indsatsområder
Beskæftigelsesmaterialer
Ergonomi
Indeklima
Ernæring